Endnu en fastelavnsbolle, kunne man måske tænke. Men det her er ikke bare "endnu en". Den her fastelavnsbolle er mere end velkommen i min samling af opskrifter på hjemmebagte fastelavnsboller. Den er tilmed strøget lige ind på "yndlingslisten" over fastelavnsboller hos nogle af dem, jeg har serveret dem for. Det er altid den største kadeau til mine opskrifter - at de bliver taget pænt i mod af andre. For der ender rigtig meget af mit bagværk - hos andre. Venner, familie, naboer...
Fastelavnsbollen er det, man kalder en "Choux au craquelin" - og den smager lige så rart og fint, som navnet lyder. En luftig vandbakkelse med en sprød (kakao)kiks på toppen. Perfekt kombination af blødt, sprødt og sødt. Jeg har fyldt de små fastelavnsboller med en lækker mokkacreme og en uimodståelig saltkaramel. Helt. Perfekt! På toppen er de pyntet med bagt marcipan. Og en kaffebønne. Ret enkelt og ret fint, synes jeg.
Det her er den lidt nemmere og hurtigere version af fastelavnsbollen. Du bliver stadig forkælet med en luksus fastelavnsbolle, der har det hele i både smag og konsistens. Jeg har valgt at lave mine ret små, da de er intense i smage og konsistenser. Men du kan også lave 8 stk. større vandbakkelser - det er helt op til dig.
Vil du gerne lave den helt nemme fastelavnsbolle, så vil jeg anbefale dig at lave de klassiske fastelavnsboller med en gærdej og fyldt med vaniljecreme og remonce. Den nemme del ved vandbakkelser, er, at der ikke er nogen dej, der skal hæve - og ingen wienerdeje, der skal lamineres og have de rette lag.
Ca. 12 stk.
Det skal du bruge
Mokkacreme
- 3 æggeblommer
- 80 g rørsukker
- 30 g majsstivelse - jeg bruger den her (reklamelink)
- 250 g sødmælk
- 50 g færdigbrygget, stærk kaffe eller espresso
- 150 g piskefløde
Saltkaramel
- 85 g rørsukker
- 100 g piskefløde
- 30 g smør
- 3 g saltflager
- 85 g glukosesirup
Kakaokiks
- 50 g rørsukker
- 50 g koldt smør
- 15 g kakao - brug en god 100 % kakao. Det gør en verdens til forskel for smagen. Jeg er storbruger af den her Callebaut 100 % kakao (reklamelink)
- 40 g hvedemel
Vandbakkelse
- 100 g vand
- 50 g sødmælk
- 75 g smør
- 10 g rørsukker
- 90 g hvedemel - jeg bruger denne hvedemel fra Valsemøllen (reklamelink)
- 2 æg
Derudover: Marcipan, kaffebønner, udstikkersæt, sprøjtetyl 20 mm, tre sprøjteposer, fyldetyl (reklamelinks)
Sådan gør du
Mokkacreme: Kom æggeblommer, rørsukker og majsstivelse i en gryde og rør det sammen til homogent. Tilsæt mælken og rør igen. Stil gryden over middel varme og rør i gryden konstant til cremen tykner. Lad cremen koge et lille minuts tid under fortsat omrøring. Tag gryden af varmen og hæld cremen i en skål. Læg husholdningsfilm direkte på overfladen af cremen og stil den på køl til gennemkold.
Bryg en kaffe og lad den køle helt af. Mokkacremen laves færdig, når vandbakkelserne er bagt og afkølet. Se mere længere nede i opskriften.
Saltkaramel: Note: Når du skal koge din karamel, så kan du med fordel bruge en stor gryde, så sukkeret ligger i et tyndt lag, når det skal smeltes - så minimerer du risikoen for, at sukkeret bliver brændt. Karamellen er også nemmere at røre grundigt i, når den er i en stor gryde. Jeg bruger en 5 liters gryde.
Kom rørsukker i en gryde og lad det karamellisere til let gyldent og ravfarvet. Rør først i det, når det er begyndt at smelte. Kom fløde, smør, salt og glukose i en anden gryde og lun det, så smørret smelter. Når sukkeret er karamelliseret, så tages gryden af varmen, og den varme flødemasse tilsættes ad 2-3 gange, mens du rører hele tiden. Skulle der være små klumper af karamel, så sættes gryden tilbage på varmen og de smeltes. Lad saltkaramellen køle af i en skål.
Kiksedej: Kom smør, rørsukker, kakao og mel i en foodprocessor/minihakker og blend til en samlet masse. Du kan også arbejde dejen sammen i hånden. Rul kiksedejen ud mellem to stykker bagepapir - cirka 3 mm tyk. Lad det køle 30 minutter i køleskabet inden, at dejen stikkes ud til cirkler på 5 cm i diameter.
Vandbakkelse: Kom vand, mælk, smør og rørsukker i en gryde og smelt det sammen - lad det varme op til lige under kogepunktet. Tilsæt alt melet på én gang og rør det godt sammen, så dejen ikke klumper. Dejen skal blive blank og glat. Lad den bage af i gryden under kraftig omrøring i et par minutter. Lad dejen køle af i 10 minutter. Tilsæt ét æg af gangen, mens der piskes med en håndmixer eller i en røremaskine med en K-spade. Først vil det ligne, at dejen skiller - fortsæt med at røre ved lav hastighed. Tilsæt det sidste æg og pisk til dejen samler sig og bliver glat og skinnende. OBS! Hvis dine æg er små, så kan det ske, at dejen skal bruge et halvt æg mere før, den samler sig og bliver glat. Vandbakkelsesdejen skal ikke være flydende eller for tyk. Den skal kunne slippe en ske i en sammenhængende klump. Kom dejen i en sprøjtepose med rund tyl.
Tænd ovnen på 220 grader over/under varme. Sprøjt dejen ud på et stykke bagepapir. Det er vigtigt, at dine vandbakkelser er lige store, så de skal have samme bagetid. Det kan være en hjælp at tegne cirkler på sit bagepapir med din udstikkerform 5 cm (reklamelink) - husk at vende bagepapiret om, så tegnestregerne ikke smitter af på bagværket. Sprøjt vandbakkelsesdejen ud og læg kiksedej på toppen.
Kom vandbakkelserne i ovnen og skru straks temperaturen ned på 190 grader over/under varme. Bag dine vandbakkelser i cirka 20-25 minutter til godt gyldne. Hvis det er nødvendigt, kan der skrues ned til 170 grader i de sidste 5 minutter af afbagningen. Det er vigtigt, at de bages godt af, da de ellers vil flade sammen, når de tages ud af ovnen. Husk! Åben ikke ovnen undervejs i bagningen, da du så risikerer, at dine vandbakkelser falder sammen.
Skær tynde skiver af marcipanen på ca. 2-3 mm. Stik små cirkler ud med udstikker 3 cm og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag marcipancirklerne i ca. 8-10 minutter til let gyldne, mens ovnen fortsat er varm på 180 grader varmluft.
Lad vandbakkelserne og marcipanen køle af på en rist.
Saml dine fastelavnsboller: Tag den helt kolde kagecreme ud fra køl og pisk den lind og homogen med en håndmixer. Tilsæt den afkølede kaffe til cremen og pisk den yderligere til homogen. Pisk fløden til en fast flødeskum (med rene piskeris!). Vend 1/3 af flødeskummet i kaffecremen til homogen. Vend herefter den sidste del af flødeskummet i forsigtigt, så luften bevares. Mokkacremen kommes i en sprøjtepose med en fyldetyl i bunden. Saltkaramellen kommes også i en sprøjtepose.
Sprøjt mokkacreme i vandbakkelserne ved at stikke et hul i bunden. Sprøjt saltkaramel i og slut med en smule mokkacreme. Kom lidt saltkaramel på bund og top af en marcipankiks. Sæt den på toppen af fastelavnsbollen og læg en kaffebønne ovenpå. Server og nyd.