Da jeg bagte den her lækre chokoladekage med chokoladefrosting, havde jeg en lille portion frosting tilbage. Det skulle absolut ikke få til spilde! I mit køleskab kunne jeg finde marcipan, æg, jordbær og chokolade. Og så havde de her flødeboller næsten skabt sig selv. En overdådig og ret så uimodståelig flødebolle, kan den vist godt beskrives som. Den skønneste, sommerlige flødebolle.
6 stk.
Det skal du bruge:
- 6 skiver marcipan på ca. 3-5 mm
- 6 jordbær
- ¼ portion af den her chokoladefrosting
- 150 g mørk chokolade
- 25 g pistacienødder, finthakket
Skum:
- 80 g sukker
- 40 g glukosesirup
- 30 g vand
- 2 æggehvider, ca. 50-60 g
- 1 spsk. sukker
Sådan laver du flødeboller med chokoladefrosting-fyldte jordbær:
Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Kom marcipanbundene på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i ovnen i 8-10 minutter til de er gyldne i kanten. Lad dem afkøle på en rist. Udhul jordbærrene og fyld dem med chokoladefrosting.
Nu laves skummet. Kom æggehviderne og 1 spsk. sukker i en skål og pisk det stift.
Kom sukker, glukosesirup og vand i en gryde. Bring det i kog og lad det koge til det er 117 grader varmt – hold godt øje med det. Brug et sukkertermometer.
Hæld nu den varme sukkermasse ned i æggehviderne forsigtigt og i en tynd stråle, mens du stadig pisker. Sørg for, at sukkerlagen ikke ender alt for meget på kanten af skålen. Pisk indtil skummet er fast og sejt, og du kan trække tråde med piskeren. Kom skummet i en sprøjtepose.
Læg et jordbær på midten af hver marcipanbund. Sprøjt flødebolleskummet på, så jordbærret dækkes, og flødebollen får din ønsket form. Lad flødebollerne stå og tørre i 30-60 minutter ved stuetemperatur inden, at du overtrækker dem med chokolade.
Temperere chokoladen ved at hakke alt chokoladen fint. Kom 2/3 af chokoladen i en skål og smelt den over vandbad. Når chokoladen netop er smeltet (den må ikke blive over 33 grader), så hældes den over den sidste 1/3 chokolade. Rør i midten af chokoladen til det hele er smeltet. Hæld chokoladen over hver flødebolle og drys med finthakket pistacienødder.
Indlægget indeholder affiliatelinks