Kombinationen af kiks, chokolade og karamel er altid en god ide! Her har jeg taget chokoladekiksen til helt nye højder. Sprød og porøs kiks lagt sammen med en blød chokoladeganache og sej karamel. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget mere lækkert.
Er du, ligesom jeg, glad for chokoladebaren Twix, så vil du med garanti elske den her chokoladekiks, der består af de samme elementer.
Du kan lave alle elementer i god tid og samle kiksene dagen inden, at de skal spises.
16 stk.
Det skal du bruge
Kiks
- 260 g hvedemel
- 60 g mandelmel
- 125 g flormelis
- 2 g salt
- 150 g smør, koldt
- 1 æg
Chokoladeganache
- 200 g mørk chokolade - jeg bruger den her (reklamelink)
- 125 g fløde
- 50 g sødmælk
- 125 g glukosesirup - jeg bruger den her (reklamelink)
- 2 g salt
Saltkaramel
- 200 g sukker
- 160 g fløde
- 50 g smør
- 4 g salt
- 30 g karamelchokolade - jeg bruger den her chokolade (reklamelink)
Derudover: Silikonemåtte, sporejern, stjernetyl ø12mm, sprøjteposer (reklamelinks)
Sådan gør du
Kiks: Kom hvedemel, mandelmel, flormelis og salt i en skål. Skær koldt smør i mindre stykker og tilsæt. Rør det sammen til en smuldret konsistens. Det gøres nemmest på en røremaskine med en K-spade. Tilsæt æg. Rør kort til samlet og homogen. Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile på køl i mindst en time til gennemkold eller natten over.
Læg en portion dej mellem to stykker bagepapir. Rul ned til 4 mm tykkelse.
Skær dejen ud i 4,5 cm x 8 cm rektangler - det gøres nemmest med et sporejern (reklamelink). Fjern overskydende dej - det kan rulles ud på ny. Lad dejen, der er skåret ud, komme på frys i 5-10 minutter. Så er de nemmest at fjerne fra bagepapiret uden at ødelægge formen.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Jeg bager mine kiks på en silikonemåtte (reklamelink), der giver dem det fine mønster, men som også sikrer en jævn afbagning. Bag i 10-12 minutter til gyldne. Afkøles på en kølerist (reklamelink).
Chokoladeganache: Kom chokolade i en beholder, du kan blende ned i. Kom sødmælk, fløde, glukose og salt i en gryde og varm det op til kogepunktet. Hæld det over chokoladen. Rør til homogen og blend ganachen helt blank. Kom husholdningsfilm direkte på overfladen. Lad den sætte sig på køl. Gerne natten over eller mindst et par timer.
Saltkaramel: Du kan se en video af, hvordan du koger saltkaramel på min Instagramprofil. Kom sukker i en gryde og smelt det ved lav varme - der skal røres i det jævnligt undervejs, så det ikke brænder på. Varm sukkeret op til 180 grader. Mens sukkeret smelter, så kommes fløde i en gryde. Varm det op til kogepunktet. Stil til side indtil sukkeret er smeltet.
Hæld lidt fløde i det smeltede sukker og rør. Tilsæt mere fløde og rør. Tilsæt den resterende fløde og rør. Lad det koge op til 114 grader. Tag af varmen.
Tilsæt smør, chokolade og salt. Rør ud. Blend karamellen til helt blank og homogen. Kom den i en sprøjtepose. Lad blive stuetemperatur inden brug.
Samling: Kom chokoladeganache i en sprøjtepose med en stjernetyl. Fordel ganache rundt i kanten af halvdelen af kiksene. Kom saltkaramel i midten. Læg en kiks på toppen. Opbevar dem i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. De er allerbedst, hvis de får lov til at trække i et par timer eller til dagen efter - så får kiksen den rette konsistens, og ganachen får tid til at sætte sig helt.
Kan man mon fryse chokoladeganachen?
Hej Bodil
Ja, det kan du godt.
God bagelyst,
Cathrine
Hvornår i processen skal salten i kiksedejen? Sammen med hvedemel, flormelis og mandelmel?
Hej Trine
Ja, lige netop - jeg har rettet opskriften til, så det nu står angivet korrekt. Beklager manglen.
God bagelyst,
Cathrine
Min ganache er meget blød - og flyder lidt ud, når jeg samler. Den har kølet i 6 timer, og jeg har målt mængderne rigtigt. Har du et bud på, hvad jeg gør galt?😊
Tak for den lækreste kiks - det smager SÅ godt.
Hilsen Julie
Hej Julie
Det kan skyldes din chokolade. Hvilken bruger du?
God bagelyst,
Cathrine
Er det korrekt at der skal 125 gr glukosesirup i ganachen? Eller skulle det være 50 gr og så 125 gr sødmælk?
Hej Mette
Opskriften er helt korrekt.
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine
Hvor ser de bare gode ud!
Hvor længe kan de samlede kiks holde sig, hvis de står i en lufttæt beholder?
- Og skal de så stå på køl eller i stuetemperatur?
Mvh Frederikke
Hej Frederikke
De kan holde sig en uges tid på køl i en lufttæt beholder 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine
Først og fremmest... den lækreste og nemmeste karamel. TAK.
Kiksen den driller mig lidt. Jeg synes den smuldrer/krummer en del.
Hvad kan mon være årsagen?
Hej Cæcilie
Det kan skyldes, at dit æg er lidt mindre, end det jeg har brugt. Hvis du ikke kan få kiksedejen til at samle sig, så kan du tilsætte 1-2 tsk. vand.
God bagelyst,
Cathrine
Opskriften på karamellen er ikke helt den samme som på din Instagram. Er der forskel på konsisten på de to?
Hej Michelle
Tak for at spotte min sløsethed. Jeg har rettet til nu.
God bagelyst,
Cathrine
Hej, kan det passe at opskriften (mængderne) på saltkaramel er forskellig fra den på din instagram? Hvilken er er bedst?🙈🙌
Hej Katja
Det er bare mig, der er kommet til at skrive en af de testportioner ind. Beklager. Jeg har rettet til, så opskriften er korrekt.
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine
Du har gjort det igen 😃
Har brugt dagen på at bage og samle nu glæder jeg mig til at smage imorgen 🤞🏻
Jeg har både ganache og karamel tilovers, kan det fryses?
Mange hilsner Rikke
Hej Rikke
Ja, men det kan også bare stå på køl. Ganachen kan du bruge som "Nutella".
God bagelyst,
Cathrine