Morgenmadsmuffins med hindbær og gulerod

En (fuldstændig fantastisk) muffin, der kun består af ingredienser, som jeg i forvejen spiser til morgenmad; yoghurt, havregryn, mandler og frugt. Og så indeholder den endda også grøntsager. Jeg er så ovenud begejstret for de her sunde morgenmadsmuffins, at jeg har ret svært ved at skjule det. De smager sødt og syndigt, og jeg vil næsten love dig, at du kan servere dem til eftermiddagskaffen uden, at der er nogle, der opdager, at de ikke er fyldt med sukker og hvedemel.

Jeg har allerede bagt de sunde og lækre muffins flere gange. Muffins uden raffineret sukker og med masser af fibre serverer jeg gerne for Ellinor, og hun er vild med dem. Ofte fungerer de som et nemt og lækkert eftermiddagsmåltid til hende og mig. Ellinor fik et par stykker med i dagplejen, og de andre børn havde også været helt vilde med dem. Så det bliver nemt at bestemme, hvad hun skal have med, når hun skal holde børnefødselsdag i dagplejen. De sunde muffins kan nemlig sagtens serveres til den sukkerfrie børnefødselsdag. Skønt!

Bag bare en stor portion. De holder sig friske og svampede i 2-3 dage, når du opbevarer dem i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. Resten kommer jeg i fryseren, og så tager jeg et par stykker op aftenen før, så der er til den nemme og hurtige morgenmad og til eftermiddagsmåltidet til den 1-årige.

Du kan finde opskriften på sunde morgenmadsmuffins med blåbærkompot her.

9 stk.
Det skal du bruge:

  • 50 g mandler (kan erstattes af Chufa-knolde, hvis du ikke tåler nødder)
  • 45 g havregryn
  • 45 g fint sigtet speltmel
  • 1 lille tsk. bagepulver
  • 1 lille tsk. natron
  • ½ tsk. salt
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • 1 stor gulerod, fintrevet
  • 4 frisk dadler
  • 1,5 dl. yoghurt
  • 1 spsk. smør
  • 2 store æg
  • 75 g hindbær, friske eller frosne

Mysli-topping

  • 30 g havregryn
  • 30 g solsikkekerner
  • ½ spsk. blødt smør eller kokosolie
  • 1 tsk. honning

Sådan bager du sunde morgenmadsmuffins:
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Mysli-toppingen laves først, ved at røre havregryn, solsikkekerner, honning og smør sammen.

Dejen til muffins: Kom havregryn og mandler i en minihakker eller foodprocessor og blend det til et fint mel. Kom det i en skål og bland det sammen med speltmel, bagepulver, natron, salt og vaniljepulver. Kom yoghurt, dadler og smør i blenderen og blend det til en cremet og homogen masse. Vend det sammen med de tørre ingredienser og revet gulerod. Pisk æggene lyse og luftige i en anden skål. Det tager få minutter med en håndmixer.

Vend æggene forsigtigt sammen med dejen – det gøres bedst med en dejskraber. Smør muffinsformene med en smule smør eller brug nogle slip-let, og fordel dejen i formene. Jeg bager mine muffins i den her muffinform, men jeg skal vist ønske mig sådan en silikone-muffinform her i stedet - det vil gøre det meget nemmere at få mine muffins ud af formen. Fordel hindbærrene og tryk dem ned i dejen. Drys mysli på toppen og bag dine morgenmadsmuffins i ca. 12-15 minutter. Tjek med en kniv, om de er færdigbagte – hvis der hænger dej på kniven, når du stikker den ned i midten, så skal de bages lidt længere. Lad dine muffins afkøle på en rist. Nyd dem lune eller opbevar dem i en lufttæt beholder ved stuetemperatur eller i fryseren.

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Morgenmadsmuffin_6Morgenmadsmuffin_15Morgenmadsmuffin_2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

26 comments on “Morgenmadsmuffins med hindbær og gulerod”

  1. Hej Cathrine

    De ser lækre ud! Jeg er allergisk overfor havre (men ikke gluten). Hvad tænker du ville være bedst at erstatte havren med? Jeg er forholdsvis ny i bageverdenen og har endnu ikke fundet en god go to løsning.

    Venlig hilsen Mathilde

  2. Jeg har lige bagt disse, så jeg har noget lækkert til min datter på 2,5 år, men jeg er ikke sikker på at hun når at spise nogen af dem, for de smager så godt! Tak for endnu en lækker opskrift!

  3. Hej Cathrine!
    Kan man mon erstatte dadler med noget andet? (Den eneste ingrediens, jeg ikke har i huset😉)

    Og tak for skønne opskrifter og insta-profil👏🏻👏🏻

  4. […] MorgenmadsmuffinsDe her muffins har jeg bagt et utal af gange! Oftest sammen med Ellinor og på det seneste sammen med Karl Hugo. Der er er et par steps i opskriften, men resultatet er hele arbejdet værd. De er bagt på gode og nærende råvarer, så vi bruger dem mest som et godt mellemmåltid herhjemme.Du får opskriften på de sundere morgenmadsmuffins med hindbær og gulerod her […]

  5. De smager fantastisk! Jeg glæder mig allerede til at servere dem for min datter om et halvt års tid.

    Kan de evt. laves med f.eks. boghvedemel til en glutenallergiker der tåler havre?

    1. Hej Michelle.
      Det er jeg så glad for, at du synes! De er et hit hos Ellinor (og forældre) herhjemme, så det bliver de garanteret også hos din pige 🙂

      Ja, jeg tænker sagtens at du kan udskifte speltmelet med en glutenfri variant.

  6. Kære Cathrine
    1000 tak for svar - undskyld jeg har først set det i dag.

    Super kender ikke chufa-nødder de må helt sikkert prøves. Håber min søns tolerance ift nødder også kan optrænes med tiden. Er helt i knæ over han ikke tåler nødder - så mange lækre opskrifter må have alternativer og alt den gode fedt han ikke må få. Meget glad for jeg nu kan lave noget han også må få☺️

    Fortsat god dag -glæder mig til mange flere lækre opskrifter på din blog.

    Bh Marlene

    1. Mange vokser også fra deres allergier - små kroppe har jo ikke så meget at "fordele" de allergene-stoffer på, som hos voksne, så der er håb 🙂

      Mht fedtstofferne kan det heldigvis godt lade sig gøre alligevel. Vi spiser meget avokado, oliven, kerner og frø og fisk herhjemme. Så er nødder ikke nødvendige 🙂

      Mvh. Cathrine

  7. Hvor ser de lækre bare lækre ud dine muffins! Må helt sikkert prøves til mine to små. Har du et bud på hvad der kan erstatte mandelmel? Min søn på 10 mdr har desværre nøddeallergi!!?

    1. Det kender vi alt til herhjemme, Marlene. Min kæreste er også nøddeallergiker. Jeg har brugt 8 år på at "lære" ham at tåle mandler - det er lykkes, hvis de bliver ristet eller fx bagt med i sådan en muffin her. Så rart.

      Men du kan sagtens erstatte mandelmelet med havregryn, andet mel eller Chufa. Kender du dem? Det er små knolde, som kan bruges som erstatning for nødder. Dem bruger jeg gerne, når jeg skal lave noget med nødder, men ikke kan bruge nødder grundet allergi. De smager så godt. Jeg har sat et direkte link ind i opskriften.

    1. Hej Anna.

      Ja, det kan du tro! Jeg har netop lagt et link ind i opskriften (nede i "sådan bager du morgenmadsmuffins"), hvor jeg har linket til den muffinform, jeg har. Jeg har også låget til den form, og det er altså praktisk, at kunne fragte muffins direkte i formen, hvis man skal have kage med på f.eks. arbejde eller i skolen.

      Den fungerer godt, hvis den lige bliver smurt med lidt smør eller olie inden, at jeg kommer dejen i. Men jeg har også linket til en muffinform i silikone, som jeg godt kunne tænke mig. Den fleksible silikoneform ville gøre det rigtigt nemt at få mine muffins ud af formen 🙂

  8. Hej Cathrine
    Hvor længe skal musli toppen bages?
    Det ser virkelig lækkert ud!!! Dem skal jeg helt sikkert prøve 🙂 tror du også de er velegnede til børn lidt yngre end ellinor? (10-11 mdr)

    1. Hej Emilie. Myslitoppen skal på med det samme, så det skal bage med hele tiden. Ja, du kan sagtens lave de sunde muffins til en på 10 måneder. Så ville jeg lave dem uden myslitop, da det bliver ret sprødt og knasende, når de er friskbagte. Det bliver blødere, hvis de står til dagen efter 🙂

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT