Kører du nogle gange lidt træt i din sædvanlige morgenmad? Jeg forsøger at være god til at variere min morgenmad, men helt ærligt, så spiser jeg som oftest yoghurt med hjemmelavet granola og frugt. Det smager godt, er nemt og hurtigt at lave og det holder mig mæt og tilpas længe. Men jeg elsker også, når min morgenmad består af andre ting. I weekenden spiser vi gerne hjemmebagte boller. Når jeg har møder eller en travl uge, så sørger jeg gerne for at have forberedt noget morgenmad, jeg kan tage med mig. Overnight Oats er den perfekte to-go morgenmad. Grøden kan nemt røres sammen om aftenen, og så er den klar til at blive spist eller taget med om morgenen. Overnight Oats eller køleskabsgrød er en morgenmadsfavorit herhjemme hos både Ellinor, min kæreste og jeg. Jeg har samlet fem forskellige variationer af den kolde grød til jer, som alle smager fantastisk. Smagskombinationerne er lavet ud fra fem ting, som jeg virkelig godt kan lide: cheesecake, peanutbutter, gulerodskage, bounty og bananasplit. Gør dig selv den tjeneste at smage alle fem slags – de er alle ret uimodståelige.
Opskriften tager udgangspunkt i en basisopskrift, der passer til et 140 ml Weck-glas, og så tilføjes de forskellige smagsgivere. Jeg er så glad for mine Weck-glas - de bliver brugt til så mange ting herhjemme. Marmelader, morgenmad, desserter osv. Glassene er smarte, da de har et låg, der holder tæt, og derfor kan morgenmaden eller desserten sagtens tages med på farten. Jeg spiser 1-2 stk. til morgenmad. Køleskabsgrøden kan holde sig 2-3 dage på køl.
Psst: få endnu mere inspiration på forskellige overnight oats her
Basis opskrift:
- 20 g havregryn
- ½ tsk. chiafrø
- 35 g naturel yoghurt (skyr, ymer, tykmælk eller andet surmælksprodukt kan også bruges)
- 30 g mælk
- 1 knivspids vaniljepulver
- 1 knivspids salt
Variant | Ingredienser |
Cheesecake med hindbær | 20 g hindbær 1 tsk. honning ½ tsk. citronskal 1 spsk. cremefraiche eller flødeost (kan udelades) |
Banan-Choko | ½ banan 1-2 tsk. kakaonibs (jeg bruger de her kakaonibs) |
Gulerodskage | 10 g hakkede mandler eller nødder ¼ tsk. kanel 1 lille gulerod, skrællet og revet 1 spsk. cremefraiche eller flødeost (kan udelades) |
Bounty | 1 tsk. kakaopulver (reklamelink) 2 tsk. kokosmel (reklamelink) |
Peanutbutter-Choko | 1 tsk. peanutbutter (reklamelink) 1 tsk. kakaopulver (jeg elsker Callebaut kakao - 100 % kakao og ingen tilsat sukker - den giver den bedste smag) (reklamelink) |
Sådan laver du sund og mættende overnight oats:
Rør alle ingredienserne sammen. Kom grøden i en skål, dæk den til og kom den i køleskabet natten over, eller minimum 3-4 timer.
Indlægget indeholder affiliatelinks.
Hej Cathrine
Hvis man skal prøve den der chessecake, er det så basis opskriften og så de ekstra ting du har skrevet som blandes sammen eller har jeg forstået det forkert 😊
Mvh Sheila
Hej Sheila
Ja, det er helt rigtigt forstået 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine.
Jeg har lige rørt en omgang overnight oats sammen, gik ud fra den med cheesecake byttede dog hindbær ud med jordbær 🙂
Glæder mig til at smage det, tænker i fremtiden at lave din granola fra sødt med surdej til hvis jeg kan li grøden 🙂
Knus Maria
Hej Maria
Det er i hvert fald en kombination, jeg er vild med.
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine
Har du erfaring med at bruge andre gryn end havregryn?
Min mand er nemlig allergisk overfor havregryn (og hirse).
Mvh Lisbeth
Hej Lisbeth
Det kan du sagtens 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Kan man røre dem sammen uden blender ?
Hej Bente
Ja, det kan du godt 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hvormange Kcal er der i basis opskriften? 🙂
Min datter på 11år og jeg bruger denne opskrift igen og igen. Særligt i disse tider, hvor det hele er lidt mørkt og trist føles det som luksus at få Cheesecake ti morgenmad 🙂
Hej Louise
Det er nemlig så rart at vågne til lækker morgenmad 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine,
Bruger du friske eller frosne bær? 😎🥶
-Sofie
Hej Sofie
Hvis jeg bruger frosne bær, så giver jeg dem et opkog først og lader dem køle af 🙂
Du kan bruge begge dele.
God bagelyst,
Cathrine
[…] men til gengæld har nogle egenskaber, som jeg er rigtig glad for. Oftest bruger jeg dem i mine overnight oats, som jeg laver flere gange ugentligt. Men chiafrø sniger jeg også gerne i mit bagværk. Her kan […]
Hej Cathrine. Kan det passe at der er en fejl i basisopskriften så det er 350 g ymer istedet for 35 g?
Har forsøgt mig med peanut/choko og gulerod og begge varianter mindede mest om en meget tyk omgang tapetklister... Men hvis det er sådan det skal være er det nok bare ikke lige morgenmaden til mig?
Så ellers så lækkert ud på billedet.
Mvh. Camilla
Hej Camilla
Nej, opskriften er korrekt. Men du kan altid tilsætte mere yoghurt, hvis du ønsker en mere lind konsistens 🙂
Cathrine
Hej Rikke
Nej, det har jeg endnu til gode at prøve, men det vil med garanti smage fantastisk. Giv en update, hvis du forsøger dig 🙂
Jeg tænker, at nogle ristede mandler i særdeleshed ville være gode deri.
Cathrine
Hej Cathrine
Har du forsøgt dig med en med kaffe? Og evt. kakaonibs og mandler, måske? Hvis ja, så skriv endelig en opskrift :o)
Vh. Rikke
Nu har jeg lavet 2 ud af 5 til i morgen - alene duften af peanutbutter-choko (Snickers) og gulerodskage-versionen!! Jeg er allerede fan. Jeg er dog lidt i tvivl om fyldet til varianterne også skal blandes i med det samme (det har jeg i hvert fald gjort denne første gang)?
Hej Karin.
Det lyder til, at du har gjort det helt rigtigt 🙂
Jeg håber, at du synes, at det smager ligeså godt, som det dufter.
Cathrine
Hej Cathrine,
Dejligt med lidt inspiration til over night oast.
Jeg lavede den med gulerod, men synes den blev lidt tør i det (brugte skyr). Hvordan bliver din konsistens?
Bh. Sofie
Hej Sofie.
Ja, konsistensen kan godt blive lidt fast, hvis man bruger en tyk skyr. Min oplevelse er, at skyr er meget forskellig i konsistens afhængig af, hvilken producent, der laver det 🙂
Jeg laver det oftest med en naturel yoghurt - der bliver konsistensen perfekt. Hvis du bruger en tyk skyr, så kan du tilføje lidt mælk eller vand for en mere cremet konsistens 🙂
Hav en dejlig dag.
Cathrine
Hej Cathrine:)
Kan man undlade Chia frø og i så fald skal væskemængden så justeres?:)
Og kan den laves uden mælkeprodukter hvis man gerne vil prøve den til en lille en på 8 mdr ?:)
Hej Anne,
ja, du kan godt lave den uden chiafrø, men så skal du nedjustere væskemængden en smule. Prøv med 10-15 g mælk istedet for 30 g.
Hvis du udelader mælkeprodukterne, så vil jeg anbefale, at du bruger noget andet, der smager af noget og giver lidt konsistens. Hvis du laver grøden på vand, så tror jeg, at den bliver ret kedelig i smagen 🙂 Måske mandelmælk kunne være en mulighed?
Hvilken slags yoghurt bruger du? 🙂
Jeg bruger naturel yoghurt 🙂
Kan man ikke bare bruge vand?
Jeg har ikke forsøgt, men jeg tænker umiddelbart, at det vil smage ret kedeligt. Surmælksproduktet giver både smag og konsistens til grøden 🙂
Hvis du forsøger med vand, så lad mig endelig vide, hvordan resultatet bliver.
Det ser lækkert ud og skal helt klart prøves! Kan du lave en ca beregning hvad g svarer til i dl ift mælk 🙂
Hej Tina.
Ja, det vil jeg gerne prøve at gøre næste gang, at jeg laver det 🙂
Ellers laver jeg det også på "slump". 2-3 spsk. yoghurt, 2-3 spsk. mælk og 2-3 spsk. havregryn og 1 tsk. chiafrø. Det fungerer også helt perfekt.
Ser lækkert ud! hvor har du købt de fine glas?
Hej Rikke.
Jeg beklager det sene svar. Jeg har lagt et direkte link ind i opskriften til den hjemmeside, hvor jeg køber mine Weck glas. De er virkelig uundværlige i mit køkken. Jeg bruger dem til marmelader, pestoer, surdej, morgenmad og desserter. Så nemt og smart.
Hvilken form for kakaopulver bruger du?
Hej Ditte.
Jeg bruger Valrhona 100% kakaopulver. Den er ikke sødet, og smager helt fantastisk. Den er meget drøj i brug, så det kan godt betale sig at investere i den 🙂 Ellers kan du bare bruge en helt almindelig kakaopulver, man bruger til at bage med.
I det her indlæg kan du se, hvor jeg køber Valrhona kakaopulver. https://www.cathrinebrandt.dk/mine-juleoensker-til-mit-koekken/
Hvor mange kacl er der i dine overnight oats. Hold op en lækker side ?
Hej Maja.
Jeg har ikke udregnet kalorieindholdet på overnight oats.
Du kan relativt nemt lave en udregning ud fra næringsdeklarationen på de enkelte produkter 🙂
Mvh. Cathrie