Jeg elsker pebernødder! Som i virkelig, virkelig elsker. Jeg synes, at det er julens hyggeligste spise. Så nemme at hapse (lidt for) mange af, og så emmer de bare af jul og gode juleminder, for man spiser jo pebernødder her, der og alle vegne.
Vi har altid bagt pebernødder i min familie. Jeg husker, at jeg synes, at det var sjovt at trille de første par plader sammen med mine brødre. De sidste par plader var aldrig helt så sjove, og jeg kan sige med sikkerhed, at det altid var min mor, der færdiggjorde vores pebernødde-bagning. Ups! Mon ikke også det ender med at være sådan i min lille familie? Jeg tror det. Selvom Ellinor nu er en ivrig hjælper. Så længe hun kan spise af dejen i mens. Og det må man altid herhjemme!
Jeg har altid bagt efter den opskrift, som min mor har givet mig. Det er virkelig gode pebernødder. Siruppen giver dem en skøn smag, og konsistensen er meget let og porøs.
I år har jeg eksperimenteret med en ny opskrift på pebernødder, fordi at jeg havde lyst til at bage nogle pebernødder, der var rige på krydderier, sprøde og knasende - og med hvid peber. Det har jeg nemlig ikke prøvet at bage dem med før. Jeg kan sige så meget, at den her opskrift på pebernødder er den bedste, jeg har prøvet - det er så absolut en keeper!
Morten sagde, da han smagte dem "Det er de bedste pebernødder, jeg har smagt". Så kan jeg ikke ønske mig så meget mere. Så fra nu af må jeg hellere bage to forskellige portioner pebernødder hver jul. Min mors pebernødder og de her sprøde pebernødder med hvid peber. Men det gør nu ikke noget...
Ca. 100 stk.
Det skal du bruge:
- 1 tsk. natron
- 1 tsk. stødt ingefær (uden top)
- 1 tsk. stødt kanel (uden top)
- 1 tsk. stødt kardemomme (uden top)
- Lille ½ tsk. hvid peber (uden top)
- 250 g hvedemel
- 130 g blødt smør
- 130 g sukker
- 2 æggeblomme
Sådan bager du julens bedste pebernødder:
Rør de tørre ingredienser sammen og stil dem til side indtil, de skal bruges. Kom smør og sukker i en skål og pisk det godt sammen. Det gøres nemmest på en røremaskine med en gummibelagt K-spade, men du kan også bruge en håndmixer. Sørg for at skrabe ned fra siderne en gang eller to undervejs, så alt smørret og sukkeret røres sammen og lysner. Jeg rører i cirka 2 minutter på medium hastighed.
Kom alle de tørre ingredienser i på én gang. Rør videre til dejen bliver smuldret. Tilsæt æggeblommerne og rør til dejen netop er samlet. Den vil se tør ud undervejs, men det skal nok samle sig og blive blød og lækker. Det tager ikke længe.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Del dejen i 4-6 portioner. Rul hver portion til en pølse og skær den i mindre stykker. Rul hver lille klump dej til en pebernødder. Mine pebernødder vejer cirka 5 gram hver. Pebernødderne hæver op under bagning, så de skal ikke være særligt store, når du triller dem. Placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag pebernødderne i 8-10 minutter. Hold godt med pebernødderne. De skal gyldne og blive let brune, men når de først er det, så går det stærkt. Tjek gerne til dem efter 5 minutter - ovne varmer så forskelligt.
Lad pebernødderne hvile og sætte sig et par minutter ved stuetemperatur før, de føres over på en bagerist og køler af. Opbevar dem i en lufttæt beholder, hvor de holder sig fint i et par uger. Men jeg tvivler på, at de får lov til at ligge så længe...
Videoen herunder er lavet for Valsemøllen (reklame). Jeg synes, at den er blevet så fin og julehyggelig, at jeg gerne vil vise jer den.
Det her er de bedste pebernødder jeg har smagt. Tak for opskriften 🙂
Mvh. Annika
Disse var nydelige, ikke harde, men sprø og smuldrete. Ny favoritt som jeg anbefaler til venner (måtte tilsette litt vann til deigen).
Hej Cathrine, kan man lave dejen 1-2 dage i forvejen, inden de bliver bagt? 🙂
Hej Maria
Da der er natron i, så har de bedst af at blive bagt med det samme.
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine
Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke men endte med en dej, som på ingen måde kunne trilles i stænger og kun meget besværligt til kugler. Dejen smuldrede simpelthen mellem hænderne på os.
Har du mon et bud på, hvad der gik galt?
På forhånd tak 😊
Hej Camilla
Det lyder til, at dine æggeblommer ikke helt har kunnet fugte dejen nok. Måske de har været mindre end dem, jeg har brugt. Hvis dejen er for tør, så kan du komme lidt vand i - det er vigtigt, at den er fugtig nok til at kunne hænge sammen.
God bagelyst,
Cathrine
Perfekt! Mange tak for hjælpen 😊
Hej Lisbeth
Det var vist bare en lille fejl, der havde sneget sig ind - tak for at gøre mig opmærksom på det 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hvorfor står der 1/2 tsk hvid peber 2 gange. Er det en fejl og skulle der have stået noget andet ?
Mvh. Lisbeth