Wauw - de her surdejsboller smager så godt! Da jeg tog den første bid, tænkte jeg, at det var de bedste boller, jeg har bagt.
Jule surdejsboller kunne de også hedde. Fyldet i bollerne er i hvert fald ret julet, men smagen er helt fantastisk - frisk, sød og syrlig. Havde du spurgt mig for et lille års tid siden, så var jeg absolut ikke med på at komme tørrede frugter i mit bagværk. Jeg har altid været den, der pillede rosiner ud af rosinboller og kringle. Rosiner er ikke længere min værste fjende, og i de rette mængder og med afstemte smage, så kan de tørrede frugter altså bidrage med noget helt særligt i både boller, brød og kager - synes jeg nu. Er jeg blevet voksen?
Måske var det mine purpurboller med valnødder og tørrede tranebær, der overbeviste mig? Sammen med mine hjemmebagte bløde rosinboller, måske? Jeg tror det. Det er i alle tilfælde opskrifter, hvor de tørrede frugter gør sig virkelig godt.
I bollerne her har rosinerne fået følgeskab af ristede og sprøde hasselnødder og aromatiske stykker af kandiseret appelsinskal. Surdejsboller med fuld smæk på smagen. Helt perfekte til hjemmehygge i juledagene.
Psst. Har du endnu ikke en surdej? Jeg guider og lærer dig, hvordan du laver din egen surdej, bager med den og passer den i min nye bog Surdej. Første 1. oplag blev lynhurtigt udsolgt, men 2. oplag er på vej, og du kan forudbestille min bog Surdej her
12 stk.
Det skal du bruge:
- 40 g rosiner (lægges i blød, når du fodrer din surdej)
- 400 g vand, lunkent
- 150 g surdej
- 50 g stenformalet ølandshvedemel (reklamelink)
- 100 g fuldkorns hvedemel (reklamelink)
- 350 g fint hvedemel (reklamelink)
- 15 g havsalt (reklamelink)
- 75 g hasselnødder, ristede (reklamelink)
- 25 g kandiseret appelsinskal
- 1 spsk. olivenolie til at smørre en bøtte
Sådan gør du:
Fodr din surdej så den bliver bageklar. Samtidig lægges rosiner i blød ved at komme rosinerne i en skål og dække dem med vand. Lad dem trække ved stuetemperatur indtil surdejen er klar. Rist hasselnødderne ved 200 grader varmluft i 10-15 minutter til let gyldne. Lad dem afkøle.
Dejen æltes ikke, men foldes. Kom vand, surdej og mel i en bøtte og rør det sammen til alt melet er absorberet. Jeg gør det med en ske. om låget på og lad dejen stå til autolyse i 45 minutter ved stuetemperatur. Kom herefter salt ved og klem den godt ind i dejen. Kom olivenolie i en ren bøtte og smør det godt ud. Kom dejen over i den smurte bøtte og lav en foldning. Du kan se her, hvordan du folder dejen.
Læg tætsluttende låg på og lad dejen hvile i 30 minutter ved stuetemperatur. Lav endnu en foldning og lad dejen hvile 30 minutter igen. Hæld vandet fra rosinerne og bland dem sammen med appelsinskal og hasselnødder. Drys dem over dejen og lav endnu en foldning. Lad dejen stå en time mere og fold igen. Nu er dejen foldet fem gange. Dejens glutenstruktur er blevet stærk, og dejen er glat og samlet. Lad dejen stå ved stuetemperatur i 30-60 minutter eller indtil den viser god aktivitet. Det er vigtigt, at dejen er hævet, så surdejen er i gang inden, at dejen kommes på køl. Lad dejen koldhæve natten over.
Dagen efter kommes et bagestål i ovnen, der tændes på højeste temperatur varmluft. Lad bagestål og ovn varme op i 45-60 minutter. Kom en tom bageplade i nederste rille i ovnen. Kog en liter vand i en elkedel. Vend dejen ud på et IKKE meldrysset bord. Del dejen med en våd dejhakker i 12 boller. Kom dem på et stykke bagepapir og før dem ind på det varme bagestål. Hæld kogende vand i den varme bageplade for at skabe damp i ovnen (pas på dine hænder og arme - det er varmt). Skru temperaturen ned til 220 grader varmluft. Bag bollerne i 8 minutter med damp. Tag pladen med vand ud, skru op til 260 grader og bag bollerne i 8-10 minutter mere til godt gyldne. Afkøl på en rist og nyd.
[…] klar på en masse julebag. Mine opskrifter på de bedste vaniljekranse, kandiseret appelsinskal og julede surdejsboller bliver brugt flittigt, kan jeg se - det er […]
[…] har også listet sig ind i mine surdejsbrød. Præcis som den gjorde i mine surdejsboller sidste år. En opskrift jeg endte med at bage så meget, at mine børn til sidst bad om […]
[…] rører og ælter dejen på min røremaskine. Har du ingen røremaskine, så kan du folde dejen. Følg fremgangsmåden fra den her opskrift. Kom vand, surdej og mel i røreskålen og rør til alt melet er absorberet. Lad det stå […]
Hej Cathrine - nu har jeg lige et spml 🙂 folder du dejen når du har taget den ud på bordet før du laver bollerne? Jeg synes, at dine boller ser mere faste ud end dem jeg laver. Eller bruger du konsekvent tipo 00 som hvede? Eller andet 🙂
Hej Cathrine
Det er den første af dine opskrifter jeg prøver og min første ubetingede succes med surdej! Og jeg har vel at mærke bagt i mange år.. Det blev kun bedre af at jeg fik en tidlig gave i form af et bagestål ? jeg er så glad! 😀