Surdejshveder - varme hvedeknopper bagt med surdej

SEND ET VIRTUELT HIGHFIVE. Er du glad for en opskrift, så kan du bakke op og sende et virtuelt highfive - beløbet bestemmer du helt selv. Så hjælper du mig til fortsat at kunne lave gratis opskrifter til jer og holde bloggen fri for blinkende reklamer og pop-up vinduer. Se her, hvordan du gør.

FIND MINE BAGESKEMAER TIL AT PLANLÆGGE BAGNINGEN AF DINE HVEDER MED SURDEJ HER

Vil du gerne se, hvordan surdejshvederne bages? Jeg viser hele bagningen på min Instagram profil - du finder videoerne i mit højdepunkt "Surdejshveder".

Hjemmebagte varme hveder er obligatorisk på Store Bededag. Bag de allerbedste hvedeknopper med din surdej. Ja! Din surdej kan også bruges til at bage bløde, luftige og smørrige boller.

Lune hveder er godt - enten de helt klassiske hvedeknopper bagt på gær eller de koldhævede hjemmebagte hveder. Men hveder bagt med surdej er en helt anden liga. Surdejen udvikler smagen i de søde hveder så meget. Du bliver belønnet med en dyb og veludviklet smag, der er sød og med lette syrlige noter. Den er den bedste hvede, jeg har smagt - uden sammenligning!

Byd din surdej med ind i det søde køkken og bliv overrasket over, hvor luftige, lette og søde boller, den kan give dig. Du skal arbejde med en sød surdej, som adskiller sig fra din almindelige surdej ved at være fodret med sukker. Det sikrer, at dine dej ikke bliver for sur. Du kan læse og bage mere med sød surdej i min bog Sødt Med Surdej.

Lad dig ikke skræmme af den lidt lange opskrift. Hveder med surdej er ikke svært at bage! Men jeg har forsøgt at gøre det endnu nemmere for dig med 6 bageskemaer, der hjælper dig gennem hele planlægningen af bagningen - hvad end du gerne vil bage surdejshveder torsdag eller fredag. Du kan sagtens nå på arbejde OG bage surdejshveder. Du kan købe bageskemaerne her for 10 kr. Jeg håber, at du kan bruge dem.

12 stk.
Det skal du bruge:

Sød surdej til brug i dej samme dag

  • 80 g moden surdej
  • 80 g vand, 29 grader varmt
  • 30 g rørsukker
  • 100 g fint hvedemel

Sød surdej til brug i dej dagen efter

  • 20 g moden surdej
  • 100 g vand, 29 grader varmt
  • 35 g rørsukker
  • 125 g fint hvedemel

Dej

  • 300 g kold mælk - jeg bruger sødmælk
  • 250 g sød surdej
  • 25 g rørsukker
  • 50 g stenkværnet sigtet ølandshvedemel - jeg bruger denne ølandshvedemel (reklame)
  • 500 g finvalset hvedemel - jeg bruger denne hvedemel (reklamelink)
  • 1 æg
  • 4 g kardemomme - jeg bruger hele kardemommefrø, jeg knuser i en morter. Det smager af SÅ meget mere!
  • 8 g salt
  • 60 g smør, stuetempereret

Derudover: Røremaskine er optimalt - ellers kan en håndmixer med dejkroge eller gode armkræfter bruges. En bradepande på ca. 25x35 cm, condibøtte (reklamelinks).

Sådan gør du:
Fodr din surdej og lad den stå indtil, at den er hævet med ca. 100 % og/eller har nået sit peak. Det tager typisk ca. 2-4 timer, hvis du fodrer den som angivet i "Sød surdej til brug i dej samme dag" eller 7-9 timer ved "Sød surdej til brug i dej dagen efter". Du finder bageskemaer, der hjælper dig med planlægningen af bagningen her.

Kom mælk (mælken skal være kold, da en god og lang æltning varmer dejen op, og dejen kan derfor risikere at blive for varm, hvis du luner mælken), sød surdej og sukker i en skål og rør det sammen. Tilsæt mel, æg, kardemomme og salt. Ælt dejen i 5 minutter ved lav/medium hastighed på en røremaskine. Tilsæt blødt smør og ælt dejen yderligere 8-12 minutter til dejen er samlet, glat og slipper skålens kanter og bund.

Kom dejen i en bøtte (den behøver ikke at være smurt, da dejen er rigeligt mættet til, at den slipper bøtten selv), læg et tætsluttende låg på, og lad dejen hæve 2-4 timer indtil, at dejen er hævet med ca. 30 %. Dejen skal optimalt have en temperatur på ca. 26-28 grader under hævning. Koldere vil få dejen til at tage længere tid om at hæve.

Kom bagepapir i en bradepande. Vend dejen ud på et let meldrysset bord og del den i portioner á ca. 100 g. Form hver portion til en bolle - se video nederst. Placer hvederne i bradepanden. Kom tætsluttende husholdningsfilm eller en pose omkring, og lad hvederne efterhæve ved stuetemperatur i 2-3 timer til de er hævet med 20-30 %. Stil dem i køleskabet til dagen efter.

Dagen efter tages hvederne ud af køleskabet og stilles ved stuetemperatur, mens ovnen varmer op til 250 grader over/under varme (kan din ovn kun gå til 230 grader, så er det OK) i 30-45 minutter. Kom en tom bageplade i nederste rille i ovnen - den skal bruges til at skabe damp i ovnen. Sæt ovnristen midt i ovnen. Når ovnen er varm, så koges en liter vand i en elkedel.

Pensl hvederne med vand. Kom hvederne i ovnen - placeret på risten i midten af ovnen. Hæld kogende vand i den tomme bageplade. Det er varmt! Luk ovnlågen så dampen forbliver inde i ovnen. Skru ovnen ned på 230 grader. Bag dine surdejshveder med damp i 8-10 minutter. Tag pladen med vand ud af ovnen og bag hvederne i yderligere 5-10 minutter til godt gyldne. Placer hvederne på en rist.

De kan spises, som de er, eller de kan ristes. Lad surdejshvederne køle af, skær dem over, læg dem på bageristen og rist dem i 5-8 minutter ved 200 grader varmluft.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

146 comments on “Surdejshveder - varme hvedeknopper bagt med surdej”

  1. Hejsa, jeg har lige to spørgsmål 🙂

    Kan man undlade ølandsvedemel og blot bruge alm hvedemel i stedet?

    Kan jeg bruge et glas-ildfast-fad i stedet for en bradepande?

    På forhånd mange tak!

    1. Hej Malene

      Ja, du kan godt bage dem med hvedemel.
      Hvis du bruger et glasfad, så er bagetiden længere, da den "suger" en del varme til sig.

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Hej Cathrine,

    Jeg skal lave en stor portion hveder og vil derfor gange portionen op og bage både i min store ovnbradepande og i den lille. Det kan jeg ikke have i køleskabet og vil derfor gerne koldhæve dejen i en bøtte, forme hvederne dagen efter og så lade dem hæve til de er bageklar på køkkenbordet.
    Hvor længe tror du, at jeg skal lade dejen hæve inden jeg sætter den på køl?

    1. Hej Mathilde

      Så ville jeg lade den hæve et par timer - det er vigtigt, at dejen bliver aktiv inden, at du kommer den på køl.

      God bagelyst,
      Cathrine

  3. Hej

    Jeg har tidligere år bagt disse fantastiske hveder, og de bliver bare gode!!

    Nu er jeg så i gang igen. I går fodrede jeg den søde surdej, og her til morgen har jeg så lavet dejen. Nu står den til hævning, men på trods af, at den nu har stået varmt i tre timer, er der ingenting sket! Er der noget, jeg kan gøre for at få processen i gang?

    Den søde surdej havde hævet fint op i løbet af natten.

    Jeg håber på hurtigt svar, så vi kan få lækre surdejshveder i morgen aften!

    1. Hej Martin

      Så lader du den bare stå længere - til den er hævet 🙂

      Har du tjekket dejens temperatur? Hvis den er for kølig, så vil din dej bare være længere tid om at hæve.

      God bagelyst,
      Cathrine

    2. Hej

      Ja, tak - det fandt jeg ud af.
      Heldigvis havde jeg også tid til i dag bare at lade den hygge sig.
      Men det lykkedes til sidst, og nu står hvederne i bradepanden i køleskabet og hygger sig til i morgen aften! 🙂

  4. Jeg kan ikke få bageskemaerne frem. Linket virker ikke når jeg trykker på det. Jeg har forsøgt både med ar- koden fra bogen og at logge ind fra hjemmesiden. Hvad pokker gør jeg forkert? Vh Søssan

  5. Prøv dem - endnu en fantastisk opskrift fra "surdejsdronningen"
    Skal aldrig mere købe en hvede - bager selv. Prøv også de koldhævede hveder.

  6. Fantastisk opskrift på surdejs hveder, uhmmm de var gode, bestemt ikke sidste gang jeg bager dem🤩❤️

  7. VIRKELIG LÆKRE HVEDER!
    Første gang jeg har bagt hveder og de blev genialt gode. Havde bestilt hveder fra bageren, (synes ofte at første gang jeg prøver en opskrift, så går det galt) men alle sagde at mine (denne opskrift) var de bedste. Meget stolt. Brugte også det samme mel, som gør en kæmpe forskel for mine surdejsbrød👏🏻

  8. Skal de også bages ved 230 grader efter vandet er taget ud af ovnen, eller skal man op på 250 grader?
    Men i øvrigt bedste opskrift på hveder-den er vores favorit!

  9. Hej Cathrine

    Er det nødvendigt, at ovnen varmer så længe, når der fx ikke skal være bagestål i? 🙂 Tænker bare ift disse el priser, så skal man jo spare, hvor man spare kan 😉

    Ps - skal lave dejen i dag, men har endnu ikke modtaget mine kardemommefrø 🙁 Så må nøjes med stødt kardemomme, er det samme mængde jeg skal bruge, som hvis det var kardemommefrø, altså 4 g?

    Tak for hjælpen.

    1. Hej Eva

      Jeg foretrækker at varme ovnen godt op, da surdejen har godt af et varmechok. Du kan selvfølgelig gøre det, som du helst vil 🙂

      Så ville jeg bruge 1,5 tsk. stødt kardemomme.

      God bagelyst,
      Cathrine

  10. Hvis man nu kun bruger mel fra Bornholms Valsemølle (fordi Bornholm <3) hvilken anbefaler du så i stedet for Kornby Mølles ølandshvede? Er det den fine eller grove slags?

  11. Hej Cathrine,
    Kan hvederne tåle at stå på køl længere tid end angivet? F.eks. fra tirsdag aften til torsdag eftermiddag?

    1. Hej Nicole

      Ja, så kan du med fordel justere lidt på hævetiden inden, så dejen har mere power til den lange koldhævning.

      God bagelyst,
      Cathrine

  12. Hej. Kan du forklare det med sød surdej første dag og sød surdej dagen efter? Ifht hveder. Kan ikke lige se hvad du mener for det står lid utydeligere hvad der menes. På forhånd tak

    1. Hej Anette

      Du kan enten fodre surdejen om aftenen og bruge dem om morgenen dagen efter (så du ikke skal vente på din surdej) - eller du kan fodre den, vente på at den peaker og bage med den (samme dag)

      God bagelyst,
      Cathrine

  13. Så er det snart hvedetid igen.
    Når surdejen er til dagen efter og er de 7-9 timer om at peake, gør det ikke også at dejen så er meget lang tid om at hæve - det synes jeg, at du har skrevet et sted. Men det gør måske ikke noget, når de skal koldhæve natten over?

    1. Hej Gitte

      Nej, ikke når mængden af surdej i fordringen også er mindre. Du kan sige det, hvis du fodrer 1:1:1 - hvis din surdej er 3 eller 6 timer om at hæve til peak der, så vil din dej også være kortere eller længere tid om det.

      God bagelyst,
      Cathrine

    1. Jeg har en datter med mælkeallergi - og jeg bruger altid Cathrine’s opskrifter.
      Jeg bruger gerne Rema’s havre mælk(den er ikke sådan over sød) og vegan blok som erstatning.

      Du skal dog vide at dejen er lidt mere klistret end med alm. smør

  14. Tak for opskriften på de fantastiske hveder 🙏 Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg har bagt dem 😋
    Kan man fodre videre på den søde surdej? Og i så fald, hvilke mængder af sød surdej, vand, mel og sukker vil du så anbefale?

    1. Hej Charlotte

      Selv tak! 🙂

      Ja, det kan du godt. Men jeg synes personligt, at det nemmest at fodre videre på den "almindelige" surdej - vand, mel og surdej. Så kan du altid bare lave en fodring til sød surdej. På den måde skal du ikke holde gang i to surdeje.

      God bagelyst,
      Cathrine

  15. Fungerer over og undervarme fint når der er en plade med vand i bunden? Jeg har altid troet at der kun måtte være én plade i ad gangen når ovnen står på det.
    Jeg har lige lavet dejen og glæder mig til at bage i morgen tidlig (ja vi er lidt sent på den 😁)

    1. Hej Julie

      Ja, det fungerer i min ovn, hvis jeg bruger kogende vand og laver afstand mellem de to plader. Det er vigtigt, at du tager dampen ud, når hvederne er hævet færdig - så kan bunden få ekstra varme og afbagning i den sidste del af bagningen 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  16. Hej Cathrine
    Jeg elsker dine opskrifter og jeg har via dem udviklet mig helt vildt inden for surdej det sidste år - tak

    Er disse hveder fryseegnet ?

  17. Hej CB

    Når der ikke er bagestål i ovnen til disse hveder, er det vel ikke nødvendigt at ovnen står så længe og varmer op?!
    Min ovn bipper normalt og melder klar efter max 10 minutter, men hvis jeg skal bruge bagestål venter jeg alligevel 45 min, men jeg tænker at det ikke er nødvendigt her... gør du det bare for en sikkerheds skyld. Jeg tænker også at din ovn er af nyere dato og melder klar langt tid før 45 min?!

  18. Hej! Er ved at forsøge mig med dine surdejshveder. Jeg fik ikke læst ordentligt i går og satte dem direkte i køleskabet🙈 kan de hæve op i dag på bordet inden jeg bager dem?

  19. Hej Cathrine,
    Jeg vil til at bage dine hveder og de ser bare super lækre ud!
    Jeg har dog lidt svært ved at finde sigtet hvedemel i mine lokale butikker. Er der et alternativ til dette?

    Mvh. Christina

  20. De ser for lækre ud de boller og som nybegynder, så kan jeg da sagtens lave dem 😉 ... jeg kan da i hvert fald prøve.

    Jeg har en kværn til min nyindkøbte Ankarsrum - kan man med fordel selv kværne hvedemelet (for mere smag)? I så fald, hvilken mel/korn bør jeg købe?

    Takker 🙂

    1. Hej Morten

      Det kan du sagtens!

      Dine hveder vil blive meget grove, hvis du bruger hjemmemalet mel. Så skal du sigte det - men det vil stadig give grovere og knap så luftige og saftige hveder, som hvis du bruger valset fint hvedemel.

      Jeg bruger enten øko hvedemel fra Bornholms Valsemølle eller Valsemøllen til den her opskrift.

      God bagelyst,
      Cathrine

  21. Hej Cathrine,
    Tak for nogle gode opskrifter! Jeg glæder mig til at gå igang med bagningen imorgen 😊
    Hvilken slags finvalset hvedemel bruger du?

  22. Hej Cathrine
    Kan man vente med at forme dejen til “hveder” til dagen efter, hvor de skal bages? 🙂

  23. Ville det være muligt at lave dejen om tirsdagen, og så lade den koldhæve i to dage til om torsdagen, eller er det for lang hævetid? Jeg gør det ofte med brød, men ved ikke om det kan lade sig gøre med hveder da der jo både er smør og mælk i?

    1. Hej Trine

      Det tænker jeg godt, du kan. Jeg kan være nervøs for, om de bliver for syrlige og kan ske at overhæve, men giv det et forsøg 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  24. Hej Cathrine,

    Jeg er simpelthen så glad for alle dine opskrifter, og er netop i gang med at bagepPro-surdejsbrød med sesam fra din bog Surdej 🙂 I næste uge tænker jeg at begive mig ud i disse surdejshveder. Jeg har dog et spørgsmål i forbindelse med den søde surdej. Hvis jeg nu laver min surdej om til en sød surdej, hvordan får jeg så min "normale" surdej tilbage? Skal jeg så gemme lidt af den oprindelige, og fodre den, eller hvad er meningen? 🙂

    På forhånd tak for hjælpen!

    1. Hej Sus

      Det er jeg super glad for at høre. Tak.

      Ja, jeg deler altid min surdej op, når jeg laver en sød surdej. Jeg tager altså lidt fra min almindelige surdej over i et andet glas og laver til en sød surdej.

      God bagelyst,
      Cathrine

  25. Hej Cathrine

    Jeg har været i gang med at bage dine surdejshveder i dag. Sidste år gik det helt galt og jeg er derfor startet tidligere i år, så de kan sidde i skabet til næste uge. Dem jeg har taget ud af ovnen i dag, er egentlig hævet ok og har en flot overflade. De har en del små luftbobler inden i, men de er stadigvæk lidt kompakte og knap så luftige, som dine hveder ser ud til at være. Kan det have noget at gøre med min æltning? Dejen samlede sig meget hurtigt på dejkrogen efter, at jeg puttede smør i. Jeg æltede 3 minutter mere, da jeg var bange for at overælte dejen. Temperaturen var ok, da jeg målte den bagefter.

    På forhånd tusind tak for din hjælp og dine gode opskrifter!

    Mvh
    Astrid

    1. Hej Astrid

      Ja, det kan det. Luftigheden påvirkes af din æltning og hævning.

      I næste uge bager jeg hveder på min Instagram - måske du kan få dit sidste tips der 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  26. Hej Cathrine,

    Jeg indsætter lige mit spørgsmål fra sidste år her, da det desværre ikke blev besvaret. Jeg drømmer om at forsøge mig med surdejshveder igen i år, men ville gerne lige have dit besyv med om hvad der kunne være gået galt og skal gøres bedre end sidste års syrlige hveder 🙂

    “Tusind tak for altid lækre opskrifter og kyndig vejledning surdejsbagning!

    For det første tror jeg desværre, at min dej er blev overæltet (dejen samlede sig i maskinen, smørret kom i og samlede sig og så skilte det og blev klistret). MEN. Det lykkes mig at stramme nogle flotte hveder op på trods, og jeg har netop taget dem ud af ovnen. Man fornemmer godt, at de ikke har de flotte buede toppe, men de er dog hævet fint.

    Til gengæld oplevede jeg, at de duftede ekstremt syrligt, næsten af eddike. Både da jeg tog dem ud af køleskabet og ud af posen, men især hver gang jeg åbnede ovnen for at tjekke til dem. Så var der en luft af eddike, der gik direkte i næsen. Har nu smagt en af dem, og de smager desværre også syrligt, men ikke på den gode måde.

    Har du en idé om, hvad der kunne være gået galt?”

    Mvh. Mille 🙂

    1. Hej Mille

      Tak fordi du skriver igen - din kommentar må være misset. Beklager.

      Hvis dine hveder smager syrligt, så skyldes det, at din surdej har været for sur.

      Kan du fortælle mig lidt om, hvordan du fodrer din surdej? Så skal jeg forsøge at guide dig så godt som muligt 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  27. De bedste varme hveder jeg har lavet! Alle jeg serverede dem for ville hellere have dem, end dem af gær jeg også havde lavet.

  28. Virkelig god opskrift som er nem at forstå og lige til at gå til. Jeg har bagt hvederne i dag (selvom det er januar), fordi jeg i går fik en ustyrlig lyst til hveder med smør. Og så må man jo i gang med en lidt lang proces - men det er det hele værd. Fedt at man kan lave sød surdej.
    Det er 2. gang jeg bager efter opskriften og har virket perfekt begge gange.

  29. Hej Cathrine
    Mange tak for dine opskrifter ☺️
    Jeg har surdejsbogen og det fungerer bare! Så fedt.
    Jeg har et spørgsmål ang. koldhævning. I alle de opskrifter jeg har prøvet indtil nu så har dejen skulle koldhæve natten over, er der en bestemt grund til det er særligt godt for brød med surdej eller ville man kunne lade det hæve længere på køkkenbordet og så bage efterfølgende eksempelvis med hvederne ?
    Hilsen Ronja

    1. Hej Ronja

      Ja, det kan du i princippet godt. Men den lange hævning giver surdejen tid til at fermentere dejen og udvikle smagen i dejen optimalt. Uden de lange hævetider, så er smagen mere flad.

      God bagelyst,
      Cathrine

  30. Voldsomt lækre og luftige hveder 🙂 Jeg tilsatte en smule gær, da jeg misforstod din anvisning med at surdejen skal hæve/vokse 50% som at den skulle blive en halv gang større og ikke dobbelt så stor. Men det gik så fint. TAK for en ny favoritopskrift 🙂

  31. De er nu prøvesmagt og smagen er god, en de er lidt for tunge og bastante. Mistænker om jeg penslede med for meget vand og det løb ned i mellemrummene...

  32. Mine hveder skulle bage noget længere tid før de fik farve og nu er de flotte og gyldne men helt sprøde... Fulgte anvisningerne med damp osv. Nogle bud på hvad der gik galt?

  33. Hej Cathrine
    Jeg har haft den samme oplevelse som Mille herover. Og først selvfølgelig tag for dit superfede arbejde. Jeg har bl.a. købt challenger pan gennem dig og hold nu op, hvor er den alle penge værd!
    Nå men back to hveder.
    Jeg fulgte din opskrift meget nøje, men noget gik galt.
    Surdejen var der virkelig spark i! Den hævede helt op til kant i løbet af nul komma niks (lavet på lunken vand om morgenen)
    Smækkede dejen sammen 3-4 timer senere, men kunne ikke få den til at hænge sammen. Den samlede sig først og så faldt den fra hinanden (mel 12%), da smørret kom i blev den bare klistret og trak lange tråde. På trods af kold mælk, blev dejen hurtig varm, så jeg prøvede at stille den koldt i 30 minutter og ælte igen.
    Formede bollerne som anvist men måtte bruge vand på hænderne for at få dem runde. De var ikke til at spænde op. De hævede fint over natten, og smager ok (alt hjælper jo med brødrister og tandsmør 🙂
    Men de er porøse og smuldrende mere end fluffy og elastiske.
    Normalt vil jeg sige overæltning - men jeg synes bare aldrig jeg kom dertil med dejen, hvor den samler sig som den skal. Hvad tænker du? Vil nemlig rigtig gerne prøve igen 🙂

  34. Ihh hvor jeg glædede mig til at bage dem.
    Alt i opskriften blev fulgt til punkt og prikke.
    Men de blev ikke luftige og lette, de blev mere tætte og hævede ikke sammen. Samtidig smagte de meget surt, nærmest som Eddike, og ikke sødt og af kardemomme.
    Jeg har ingen idé om hvor det gik skævt, har du en ide om hvor det er gået galt for mig?
    Mvh Mathilde

  35. Hej Cathrine,

    Tusind tak for altid lækre opskrifter og kyndig vejledning surdejsbagning!

    For det første tror jeg desværre, at min dej er blev overæltet (dejen samlede sig i maskinen, smørret kom i og samlede sig og så skilte det og blev klistret). MEN. Det lykkes mig at stramme nogle flotte hveder op på trods, og jeg har netop taget dem ud af ovnen. Man fornemmer godt, at de ikke har de flotte buede toppe, men de er dog hævet fint.

    Til gengæld oplevede jeg, at de duftede ekstremt syrligt, næsten af eddike. Både da jeg tog dem ud af køleskabet og ud af posen, men især hver gang jeg åbnede ovnen for at tjekke til dem. Så var der en luft af eddike, der gik direkte i næsen. Har nu smagt en af dem, og de smager desværre også syrligt, men ikke på den gode måde.

    Har du en idé om, hvad der kunne være gået galt?

    Mvh. Mille 🙂

  36. Lyder som en super lækker opskrift.

    Jeg har forsøge at lave en sød surdej til dagen efter. Kl 2 i nat og da jeg stod op her til morgen og nu er har den ikke hævet sig fra elastikken.

    Så satte jeg en ny over fra min normal surdej Som jeg fodret igår (den var vokset fint) Den nye søde surdej blev lavet kl. 8 og er måske vokse 2mm over elastik.
    Samtidig fodret jeg min normal surdej til birkes boller og den er vokse 30%.
    Ved ikke lige hvad der sker.

    1. Den er lavet på præcis samme tid.
      Jeg har ind da målt vandt temperatur og den sagde 30grader.
      De står ved siden af hinanden uden låg.
      Der er godt no brugt flormelis isted for rør sukker

    2. Hej Michael

      Jeg har ikke testet, hvad flormelis vs rørsukker gør. Men! Rørsukker bidrager også med gode sager til surdejen, så derfor er det optimalt. Jeg håber, at det lykkedes dig.

      God bagelyst,
      Cathrine

  37. De er bare helt åndssvagt gode! Er ellers ikke den store fan af hvedeknopper, men dem her!!!

    1. Hej Sara

      TAK! Tak, tak, tak... Jeg glæder mig også til i aften, hvor jeg skal nyde en af de hjemmebagte hveder.

      God bagelyst,
      Cathrine

  38. Hej Cathrine, hvederne står i køleskabet - bliver spændende om jeg har været god 🙏🏻 Når jeg ser på din video hvor du strammer/former hvederne, så ser din dej ikke lige så våd ud som min var. Der var dej all over på hænder og fingre hvilket besværliggjorde det lidt. Jeg har brugt håndmixer med dejkroge og ellers fulgt opskriften - kan det være æltningen, for meget hævning eller?

  39. Hej Cathrine
    Synes ikke min er hævet så flot op som dine. Vil det hjælpe at tage den ud fra køl og lade dem hæve videre ved stuetemperatur til de bages i aften?
    Tak for lækre opskrifter og super surdejs vejledning.
    Dbh Rikke

    1. Hej Rikke

      Ja, du kan godt tage dem ud et par timer før. Men ellers hæver de under bagning. De skal dog være hævet og vise aktivitet inden bagning også.

      God bagelyst,
      Cathrine

  40. Hej Cathrine

    Først: Tusind tak for alle dine fine videoer og opskrifter - jeg bager på livet løs efter inspiration fra dig.
    Derefter: Super fedt med bageskema til surdejs-hvederne! Kunne du lokkes til at lave et til dit hverdagsrugbrød? Jeg har svært ved at få det passet ind i dagligdagen og bøvler i det hele taget rigtigt meget med at bage rugbrød... Men sidste forsøg gik godt, så har mod på mere 🙂
    God bededagsferie 🙂

    Mvh.
    Camilla

  41. Hej Cathrine
    Først og fremmest tusind tak for alle dine gode og udførlige opskrifter!
    Jeg forsøgte mig med disse hveder i dag. Da jeg kørte dejen var det først Ca 5 min ved lav/medium hastighed til den havde samlet sig, herefter tilsatte jeg smørret og fortsatte ved medium hastighed. Dejen samlede sig fint og havde sluppet kanterne og langt det meste af bunden, dog ikke hele bunden. Her havde den kørt Ca. 9-10 min. Efter smørret var tilsat. Jeg skruede undervejs lidt op for hastigheden, og pludseligt begyndte dejen at skille sig igen og blive meget klistret, og var nu også op og ned af kanterne igen. Jeg slukkede og lod den stå lidt, tænkte den måske var blevet for varm. Da jeg tændte igen, kunne jeg simpelthen ikke få den samlet. Jeg satte den til hævning, og den hævede da også. Hvor meget ved jeg ikke heeeelt, jeg er ny i surdej og har endnu ikke anskaffet mig en gennemsigtig bøtte. Men den var MEGET klistret. Så klistret, jeg på ingen måde kunne arbejde med dejen.
    Jeg havde kun 420 g. Alm. Hvedemel, så der kom 130 g. Stenkværnet Hvedemel i.
    Det blev et langt skriv, beklager... Men har du nogen som helst idé om hvad der mon gik galt, som jeg kan tage højde for, når jeg selvfølgelig prøver igen i morgen 😊

    1. Hej Sofie

      Din dej lyder desværre til at være overæltet. Her brister glutenstrukturen og slipper vandet, den har opsamlet. Så bliver din dej klistret igen.

      God bagelyst,
      Cathrine

  42. Hej Cathrine

    Jeg har lavet 1.fodring af min almindelige surdag tirsdag kl.9.30 efter den havde været på pause i køleskabet. Jeg lavede 2.fodring tirsdag kl.21. Imorges onsdag kl.06 lavede jeg 3.fodring, den søde fodring fra opskriften, jeg brugte den til dagen efter. Da jeg kom hjem fra arbejde omkring kl. 17.30 her til aften onsdag er min surdej ikke klare endnu (den består ikke flyde testen).
    Har du et bud på hvad der kan være galt?

    I sidste uge modtog jeg din surdejsbog og den er virkelig lækker! 🙂

    Mange hilsner Thea

    1. Hej Thea

      Tak for det. Det kan være, at din surdej har brug for flere fodringer før, at den er klar. Din almindelige surdej skal gerne kunne flyde og være bageklar før, at du laver den søde surdej. Så er du sikker på, at den søde surdej bliver god.

      God bagelyst,
      Cathrine

  43. Tak for super gode opskrifter og vejledning. Hvis man sætter surdejshvederne til koldhævning ved 22 tiden om aftenen - kan man så trække bagningen til 12 tiden næste dag eller SKAL de bages om morgenen?

  44. Jeg satte min dej til autolyse i 20 minutters tid. Det vil sige, at jeg blandede mel, mælk, sukker og surdej og lod det stå i 20 minutters tid, så melem suger noget af væden. Det hjælper i hvert fald 🙂
    Alternativt kan det også være, at du har brugt fuldkornsmel, måske grahamsmel, det har sværere ved at optage vand end almindelig lys hvedemel 🙂
    Udover at røre dejen, kan du også folde den ind over sig selv nogle gange i løbet af de fire timers hævning, der får du også skabt en mindre våd dej (du kan finde videoer på youtube).
    Det er rigtig ærgerligt at tilføje 200 gram ekstra mel, så får du nogle tunge og tørre hveder 🙁

  45. Hej Cathrine,
    Tak for nogle gode opskrifter! Jeg har lige lavet dejen og nu står den til første hævning på køkkenbordet. Da jeg æltede min dej på røremaskinen blev den ved med at være meget flydende. Den stod og æltede i næsten 15 min og var stadig lige flydende. Jeg endte med at tilsætte 200g ekstra hvedemel. Hvad kan jeg have gjort galt?
    Vh Nanna

  46. Hej Cathrine!

    Tror du man kan bruge en engangs alubakke i stedet for? Alternativt et støbejerns fad?
    Tak for fantastiske opskrifter og inspiration!

    Mvh Lea

    1. Hej Lea

      Ja, det kan du. Jeg ville bruge en alubakke. Jeg kan være nervøs for, at det andet suger for meget varme.

      God bagelyst,
      Cathrine

  47. Hej Cathrine

    Jeg har hentet dine bageskemaer og fodrede min surdej i morges inden jeg tog på arbejde. Men min søde surdej er kun hævet cirka 10% (medmindre det er fordi den er faldet sammen igen).
    Kan jeg alligevel bruge surdejen og bage hvederne efter opskriften, men lige tilføje noget gær for hævningens skyld? 😊

    Tak for en fantastisk blog!
    Cecilie

    1. Hej Cecilie

      Kan du se på glasset, om surdejen har været længere oppe? Ja, så tilføj et par gram gær til 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  48. Skal man have dem i køleskabet og hvis jeg nu først laver dem imorgen også vil have dem imorgen aften, er der så ok at de kun får 2 timer i køleskabet?

    1. Hej Is

      Jeg ville lade dem koldhæve længere grundet smagen, men kan du ikke nå mere, så må det være sådan 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  49. Hej Cathrine!

    Dejlig opskrift, som jeg nu er i gang med. Bare lige en lille kommentar.. når du skriver surdejen skal hæve med 50%, mener du så ikke 100% - altså til dobbelt størrelse?

    Vh Sarah

  50. Super dejligt med en opskrift på hveder med surdej. Jeg er godt i gang og har min dej til første hævning. Har du eksperimenteret med at damphæve hvederne? Altså at når du har formet dem til boller, så at stille dem ind i en kold og slukket ovn med en bageplade med damp for neden og så lade dem hæve derinde i 45 minutters tid? 🙂

    1. Hej Emma

      Nej, det har jeg ikke. Det vil du godt kunne, hvis du sikrer, at temperaturen ikke bliver meget mere end 30 grader.

      God bagelyst,
      Cathrine

  51. Åh, jeg var for hurtig på tasterne. Kan godt se mit spørgsmål er formuleret dumt; kan man ERSTATTE rørsukker med honning/ahornsirup, da jeg helst vil bage med disse 😊.

    Og bonus: kan jeg estatte 150-200 gram af det fine hvedemel i dejopskriften med sigtet spelt? 🤔

    1. Hej Amalie

      Jeg har ikke testet det, men hvis du gerne vil bruge det i stedet, så er jeg sikker på, at det nok skal fungere 🙂

      Du kan bruge spelt, men det giver mindre opbagning.

      God bagelyst,
      Cathrine

  52. Kære Cathrine, tak for fantastiske opskrifter! Jeg ønsker mig nærmest alt fra din webshop i fødselsdagsgave, så jeg håber min familie har hørt efter! 🙂
    Jeg er i gang med surdejshvederne, men er lidt i tvivl ift mel. Jeg har kun fint hvedemel, skal jeg så bruge 550 g af det? (i stedet for 500 g + 50 g stenkværnet sigtet hvedemel)

  53. Lækkert! Hvis man vil lave en fuldkornsudgave - hvilken fordeling vil du lave af Fuldkornsmel/stenkværnet mel/finhvalset mel? 😊

  54. Hej Cathrine
    Kan man mon bruge et lasagne fad i stedet, hvis ikke man har sådan en lille bradepande som du bruger? Eller er det bedre at stille dem lidt tæt på en almindelig bradepande?
    Hilsen Julie

  55. Jeg skal til at i gang med at bage hveder og er i et dilemma omkring hvor længe det er bedst de koldhævet. Enten har jeg mulighed for 8-10 timers koldhævning eller 40-48 timer. Hvad er den bedste løsning?

    1. Hej Sabrina

      Så ville jeg koldhæve dem 8-10 timer. Jeg kan være nervøs for, om hvederne bliver for syrlige, hvis de hæver næsten to døgn.

      God bagelyst,
      Cathrine

  56. Har ikke sådan en “lille” bradepande som din, men kan man godt bage det i et ildfastfad?🤷🏼‍♀️☺️ (Fra Instagram)

    1. Hej Maria

      Jeg kan godt være nervøs form, om et ildfastfad tager for meget varme. Men har du ikke andet, så giv det et forsøg og bag muligvis dine hveder lidt længere.

      God bagelyst,
      Cathrine

  57. Hej Cathrine!

    Tak for alle de gode tips og tricks ift. bagning med surdej!

    Jeg vil kaste mig ud i hvedebagningen og har downloadet hvedeskemaerne 😀 Men da jeg ikke har nogen røremaskine vil jeg høre om du har et tip til hvad man evt. kan gøre i stedet, skal man ælte i hånden og få lidt overarmstræning eller er der andre veje? 🙂

    Mange hilsner
    Kristine

  58. Hej Cathrine 😊 Glæder mig til at prøve surdejshveder i morgen! Jeg vil gerne have et par stykker med til svigerforældrene på lørdag - så vil gerne høre, hvordan jeg holder dem bedst? Kan de fryses? 😊 mvh Vivienne

  59. Hej Cathrine.
    Vil man kunne bage hvederne med alm. surdej, og så evt. blot tilsætte lidt sukker til dejen??

    1. Hej Marion

      Nej, det kan du ikke - så bliver de for sure. Men det er jo din almindelige surdej, du bare laver en fodring på med sukker. Så det er ret simpelt og kræver ikke endnu en surdej.

      God bagelyst,
      Cathrine

  60. Hej Cathrine

    Jeg har netop lavet min første surdej efter dit e-hæfte for at kunne bage disse hveder til st. bededag.

    Jeg er mest begejstret for at bruge ahornsirup eller honning, til nøds rørsukker, i stedet for raffineret sukker i vores mad. Tror du man kan bruge det - og i så fald i hvilke mængder?

    Tænker både som erstatning for det pulveriserede sukker i surdejen, samt sukkeret i selve dejen.

  61. Mange tak for svar.

    Jeg forsøger mig frem og så kan jeg stadig nå at lave en ny portion imorgen aften hvis ikke det går til held.

    Kan man fodre videre på den søde surdej til andet bagværk eller skal den kasseres når jeg ikke skal lave flere hveder?

    1. Hej Christina

      Så vil jeg kassere den, hvis du ikke skal bage andre ting med sød surdej. Og så arbejder og fodrer du videre på din almindelig surdej fremover 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  62. Tusind tak for opskrift som jeg glæder mig til at prøve. Den dag man bager hvederne: behøver det at være om morgenen, eller kan de tåle at stå på køl indtil sidst på eftermiddagen?

  63. Hej.
    Tak for opskrift - glæder mig til at prøve den. Har bagt så meget lækkert med dine opskrifter!
    Men...pulveriseret sukker? Er det flormelis? 🙈
    Mvh Sine

  64. Hej Cathrine
    Det er ren glæde hver dag at fodre en aktiv surdej.., har afprøvet dine opskrifter og bagværket bliver bedre og bedre😄
    Jeg har hentet dine bageskemaer til hveder, som jeg skal igang med idag... glæder mig til sød surdej😉😄
    Dbh. Lene

  65. Hej

    De ser så fine og lækre ud dine hveder.
    Jeg har netop købt dine fine bageskemaer og vil igang idag med test bagning.

    Kan man ikke lave dejen og bage dem samme dag?

    1. Hej Christina

      Tusind tak! Tjaaa... Det kan du godt. Men så skal du lade hvederne hæve færdige. Det er under den lange koldhævning, at smagen udvikles.

      God bagelyst,
      Cathrine

  66. Hej!

    Tusind tak for alle dine skønne opskrifter! Nyder at eksperimentere med dine surdejsopskrifter 🙂
    Når man har anvendt den søde surdej, fodrer man så bare videre på det resterende som normalt? Altså sådan at den bare bliver til en 'almindelig' surdej igen?

    Kh Trine

    1. Hej Trine

      Jeg tager noget surdej over i et andet glas og laver til en sød surdej - så jeg i det her tilfælde har to surdeje. Min almindelige surdej og en sød surdej.

      God bagelyst,
      Cathrine

  67. Hej Cathrine,

    Kan jeg bruge ølandshvede, som fint hvedemel eller kan tipo 00 bruges?

    Glæder mig til at bage disse hveder👍🏼

  68. Dem må jeg prøve at lave. Mums! Pulveriseret sukker, er det det samme som flormelis? 😄

    1. Hej Rikke

      Det er sukker, jeg har blendet 🙂 Jeg har forklaret mere i teksten.

      God bagelyst - glæd dig! De her hveder er SÅ gode.
      Cathrine

  69. Det lyder jo for sindsygt lækkert!! Vil glæde mig til at prøve dem af en af de kommende dage.
    Tak for alle dine skønne opskrifter - både i din bog og din hjemmeside. Du er blevet min nr. 1. blogger. #minsurdejsguru
    Jeg siger bare TAK ♥️

    1. Hej Freja

      Hvor er det sødt af dig, at du tager dig tid til at sende rosende ord i min retning! Det betyder alverden. Dejligt, at du har succes med og glæde af mine opskrifter.

      God bagelyst,
      Cathrine

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT