Varme hveder - find din favorit opskrift her

Endelig! Den bedste uge i bageland er startet... Ugen for varme hveder. Store Bededag nærmer sig, og det betyder, at jeg igen kan bage utallige varme hveder. Og jeg glæder mig.

I vores hjem spiser vi varme hveder torsdag aften - aftenen før Store Bededag, og så rister vi de hvedeknopper, der måtte være til overs, til morgenmad fredag morgen. Det er sådan en hyggelig tradition, som jeg virkelig holder af. Særligt fordi, jeg rigtig godt kan lide hjemmebagte hveder. For de hjemmebagte hvedeknopper smager altså bedst!

Jeg har tre forskellige opskrifter på hveder - én til enhver lejlighed. På den måde har jeg sikret mig, at jeg kan bage gode hveder uanset hvor god (eller dårlig) tid, jeg har.

Har jeg god tid, så bager jeg mine hveder med surdej. Ellers bager jeg mine koldhævede hveder med gær - så kan jeg bage dem lige inden spisetid uden, at jeg skal haste med at bage på dagen. Er tiden knap, så laver jeg mine klassiske hvedeknopper med gær, som hurtigt kan æltes sammen, hæve og bages. Hver ting til sin tid - og alle tre opskrifter giver mig luftige og lækre hjemmebagte hveder.

Surdejshveder: Få opskriften på hvedeknopper bagt med surdej - KLIK HER. Surdejs hveder har en aromatisk og veludviklet smag, der er langt udover det sædvanlige. Bag dem hvis du har en surdej og kan lide bagværk med smag!

Koldhævede hveder: Få opskriften på de bedste hveder, der er nemme at bage - KLIK HER. Giv din dej tid til at udvikle sin smag ved at lade den koldhæve. Så får du hveder med en dybere smag. Koldhævningen gør det nemt at kunne servere friskbagte hvedeknopper til aftenskaffen eller morgenmaden - uden at skulle stresse hjem fra arbejde for at røre dej sammen eller stå alt for tidligt op om morgenen fredag for at bage.

Varme hveder med gær: Få opskriften på den helt klassiske hvede, der kan bages nemt og hurtigt - KLIK HER. Her er opskriften, du skal bruge, hvis du gerne vil forkæle dig selv og dine kære med friskbagte hveder aftenen før Store Bededag eller til morgenmad på dagen. Hvederne er nemme at bage og giver dig luftige, lette og lækre hvedeknopper, der smager langt bedre end dem, du kan købe.

Fuldkorns hveder med gær: Det her er opskriften på hveder til dig, der gerne vil nyde en lækker og luftig hvede, men ikke vil gå på kompromis med mætheden. Kombinationen af godt dansk, økologisk fuldkornsmel sammen med det lækreste kardemomme gør fuldkornshvederne helt perfekte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

One comment on “Varme hveder - find din favorit opskrift her”

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT